Artrose, også kaldet slidgigt eller gigt, er ikke noget, man før i tiden bekymrede sig om i forbindelse med katte. Men før i tiden blev katte heller ikke så gamle som i dag. Jo ældre katten er, jo større risiko er der for at den får artrose. Artrose er således noget, der kan ramme seniorkatte, og som man skal være meget opmærksom på, fordi katte er mestre i at skjule, når de har ondt.
I dette blogindlæg dykker vi lidt ned i sygdommen og giver nogle gode råd til, hvordan du tager dig bedst af din artroseplagede kat.
Hvad er artrose hos katte?
Artrose hos katte er en form for betændelsestilstand i leddet, som giver katten smerter og reducerer dens bevægelighed. Artrose kendetegnes ved, at ledbrusken over tid nedbrydes. I alle led dækker brusken knoglerne og virker stødabsorberende, så når den forsvinder, begynder leddet at gøre ondt. Artrose på mennesker og hunde kan være tydeligt at se, da de får besvær med at rejse sig og kan opleve stivhed og halthed. Katten udviser langt mere diskrete symptomer, som man nemt vil kunne overse.
8 vigtige symptomer du skal holde øje med
Er din kat senior og over ni år skal du være særligt opmærksom på den og vide hvilke symptomer og signaler, du skal holde øje med. Ingen ønsker en kat, der lider i stilhed. Læg derfor mærke til følgende ved din kat:
- Sover den mere, end den plejer, og virker den træt?
- Springer den ikke så højt op som tidligere?
- Har den brug for hjælp i form af en taburet eller en kasse for at komme op, hvor den plejer at være?
- Har den ændret adfærd?
- ”Sjusker” den med pelsplejen, så der kommer knuder og filter i pelsen?
- Er kattens negle blevet længere på grund af manglende slid?
- Har dens tisse- og afføringsmønster ændret sig?
- Har den nedsat appetit?
Hvad kan du gøre mod artrose hos katte?
Har du den mindste mistanke om artrose hos din kat, skal du kontakte din dyrlæge. Her vil den blive grundigt undersøgt og eventuelt røntgenfotograferet for at finde ud af hvilke led, der er tale om, og hvor slemt det står til. Artrose er desværre en invaliderende sygdom, der ikke kan helbredes. Men der er forskellige behandlinger og tiltag, du kan igangsætte, for at forhindre artrosen i at udvikle sig og hjælpe din kat bedst muligt:
- Medicinsk behandling: Med det rigtige valg af medicin vil man kunne reducere smerter, mindske betændelsestilstanden og forbedre kattens livskvalitet.
- Kosttilskud og diæt: Katte som bevæger sig mindre på grund af artrose, kan let blive overvægtige. Den ekstra vægt bidrager til at øge betændelsen og i tillæg give øget belastning på leddene. Hvis katten opretholder idealvægt, kan det være med til at bremse sygdomsudviklingen og forbedre livskvaliteten. En bred vifte af stoffer som eksempelvis omega 3 og 6 fra fede fisk kan have en gavnlig virkning på gigtramte katte.
- Genoptræning: Passende motion og fysisk aktivitet er en vigtig del af håndteringen af artrose. Formålet med genoptræning er at genskabe bevægeligheden og forhindre yderligere stivhed i at opstå i leddet. Genoptræningen kan ligeledes afhjælpe spændingstilstande i muskulaturen, genoprette muskelmasse og have en smertestillende effekt. Former for genoptræning kan være massage, akupunktur og laserbehandling.
- Ændringer i omgivelserne: Som artrosen udvikler sig, kan katten have besvær med at gøre noget, den tidligere godt kunne klare. Enkle aktiviteter som at hoppe op på møbler kan blive vanskelige. Enkle forandringer i hjemmet kan bidrage til at gøre livet nemmere for katten.
- Kulde: Sørg for, at katten ikke får kulde og træk. Kulde og artrose er en meget dårlig kombination, så luk ikke den artroseplagede kat ud i frostvejr alt for længe ad gangen.
Kan man forebygge artrose hos katte?
Det er naturligt for katten at bevæge sig meget, og for de fleste katte er den underliggende årsag ukendt. Store katteracer og katte som er overvægtige har højere risiko som følge af den ekstra belastning, som påvirker leddene. Ledskade er også en risikofaktor fordi den kan forårsage unormal belastning af leddet, selv efter at skaden er helet.
Selv om en række faktorer kan have forårsaget at katten har udviklet artrose, er der meget man kan gøre for at kontrollere smerten og betændelsen, opretholde bevægeligheden og bremse sygdomsudviklingen. Du kan gøre en mærkbar forskel for kattens livskvalitet! 💚