En udbredt sygdom hos ældre katte

Forhøjet stofskifte er den hyppigste hormonsygdom hos katte. Den rammer helt op til hver 10. kat over 10 år, og forekommer hos begge køn og ses hos alle racer.  

I langt de fleste tilfælde skyldes overproduktionen af hormoner en godartet knude. Kun i 1-3 % af tilfældene skyldes det forhøjede stofskifte en kræftknude i skjoldbruskkirtlen.

TYPISKE SYMPTOMER

En god huskeregel er, at forhøjet stofskifte ofte kan forhøje andre ting hos katten. Det kan være aktivitet, puls, blodtryk, appetit eller energiomsætning, der pludselig får et løft. Og det er jo mærkeligt og påfaldende, hvis katten er kommet godt op i årene.

Følgende symptomer er typiske tegn på forhøjet stofskifte:

  • Forhøjet appetit og alligevel vægttab
  • Forhøjet tørst og vandladning
  • Forhøjet aktivitet og nervøsitet
  • Forhøjet puls og energiomsætning
  • Uregelmæssig fordøjelse med diarré og opkastning
  • Filtret pels og øget fældning

Hvis en kat med forhøjet stofskifte ikke kommer i behandling, vil symptomerne med tiden forværres og efterhånden blive livstruende. Med korrekt behandling vil symptomerne ofte kunne normaliseres ret hurtigt, og på lang sigt vil katten kunne leve et normalt liv.

DYRLÆGEN STILLER DIAGNOSEN

Som regel kan forhøjet stofskifte diagnosticeres med en blodprøve, hvor mængden af skjoldbruskkirtelhormon (T4) måles. Hos nogle katte kan denne værdi være tæt på normal, så yderligere undersøgelser må udføres. Det kan være, at blodprøven skal suppleres af urinprøve samt røntgen og/eller ultralydsundersøgelse.

Hvis dyrlægen ender med at stille diagnosen ”hyperthyroidisme” – som er den lægelige term for forhøjet stofskifte – så er næste spørgsmål, hvordan sygdommen skal behandles.

FIRE BEHANDLINGSMETODER

Forhøjet stofskifte hos katte kan behandles på fire måder:

Radioaktivt jod. Det radioaktive jod koncentreres i skjoldbruskkirtlen, hvor det ødelægger det unormale kirtelvæv. Det er en behandling, der kræver særlige faciliteter og derfor kun er tilgængelig på Universitetshospitalet for små husdyr i København.

Foder uden jod. Når katten ikke får jod, danner den heller ikke det skadelige stofskiftehormon. Behandlingen kræver, at katten kun får denne ene fodertype, og den egner sig derfor mindre godt til udekatte, der fx fanger mus og spiser andre steder.

Operation. Kirurgisk fjernes skjoldbruskkirtlen, og efter operationen skal katten have tilført skjoldbruskkirtelhormon i en periode. Hos de fleste katte er medicin kun nødvendig i en kortere periode, men nogle katte har brug for medicin resten af livet.

Medicin. Dette er den mest almindelige behandling i Danmark. Katten skal have medicin resten af livet, da medicinen ikke kurerer sygdommen, men holder symptomerne væk. Medicin kan også bruges i en kortere periode inden katten skal opereres eller have behandling med radioaktivt jod.

BEDRE AT FOREBYGGE END AT BEHANDLE

Med et årligt sundhedstjek hos dyrlægen kan du mindske risikoen for, at din kat lider af forhøjet stofskifte. Det korte besøg hos dyrlægen er en god vane, der giver din kat de bedste forudsætninger for et langt liv med høj livskvalitet.

Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics | Weidekampsgade 14 | DK-2300 København S | Data Privacy