Hej venner!
I dette blogindlæg vil jeg komme ind på, hvordan du adopterer fra et internat, samt de fordele og ulemper, der er forbundet med det.
Jeg er ikke dyrlæge eller uddannet inden for noget med dyr, så dette er udelukkende min egen erfaring fra et liv med katte, og hvis du er det mindste i tvivl, om hvorvidt din kat er syg, skal du altid kontakte en dyrlæge.
Mit navn er Mikala, og jeg er kattemor til de to katte Monty og Molly, som begge er født med en kromosomfejl. I 2014 gik Monty, ved et tilfælde, viralt på nettet, og jeg har sidenhen brugt begge kattes berømthed på at sprede budskabet om at højne kattens status, så vi kan få en verden af glade katte.
Jeg har arbejdet som frivillig på et kattehjem i mange år, og så har jeg selv adopteret fire katte fra internater i Danmark heriblandt min lille kattedreng Monty.
Processen helt fra start
Jeg vil starte med det helt praktiske. På langt de fleste internater i Danmark skal du fremvise en lejekontrakt, hvor du viser, at du har tilladelse til at holde dyr i din lejlighed/hus. Derudover skal du rundt på internatet og møde dyrene og føle en fælles kemi med dyret, inden du beslutter dig for, at det skal være lige netop det dyr, du adopterer. Medarbejderne kan faktisk også godt sige nej til dig, hvis de ikke føler, at du fx virker ansvarlig nok, ikke har råd til udgifterne forbundet med at have dyr, ikke har kemi med dyret eller ønsker at adoptere af de forkerte årsager såsom udelukkende dyrets udseende. Medarbejderne skal naturligvis ikke se dine kontoudtog, men de vil formentlig spørge dig, om du er parat og klar til at tage dyret til dyrlæge, hvis det bliver syg. Inden du overhovedet overvejer at adoptere et dyr, er der nogle spørgsmål, du skal stille dig selv.
Spørg dig selv:
- Har jeg tilladelse til at holde dyr, hvor jeg bor?
- Har jeg tænkt mig at flytte i nærmeste fremtid, og kan jeg så have dyret med mig?
- Kan nogen passe mit dyr, når jeg er på ferie og ikke kan have det med?
- Har jeg økonomisk overskud til at tage mit dyr til dyrlægen mindst en gang om året til et årligt sundhedstjek? Og hvad hvis det bliver syg? Skal mit dyr evt. forsikres (det ville jeg personligt anbefale)?
- Kan jeg overhovedet tåle dyret, jeg ønsker at adoptere, og kan dem jeg evt. bor sammen med?
- Har jeg børn, eller ønsker jeg børn i den nærmeste fremtid, og vil jeg her se dyret som et familiemedlem, der skal blive i min voksende familie?
Næste skridt
Har du tænkt det hele grundigt igennem, og kommer du til svaret, at du ønsker og har plads i dit liv og økonomi til at adoptere et dyr, kommer næste skridt; hvilket dyr ønsker jeg at adoptere? Ikke bare racen hund/kat/kanin osv., men også personlighedsmæssigt.
- Har du ofte gæster, eller er dit hjem meget roligt?
- Er du et aktivt udemenneske eller mere et hjemmemenneske?
- Arbejder du hjemmefra, eller er du ude af huset mange timer dagligt?
- Hvis du ønsker at adoptere en kat, kan den så blive udekat hos dig, eller skal den leve indenfor?
Spørgsmål som disse skal du tænke over, så du kan fortælle en medarbejder på et internat, hvordan dit liv er, så de kan være med til at finde et perfekt match til dig og til dyret.
Når du skal møde dyret
Når du er klar over disse ting, kommer processen med at finde det rette dyr til dig. Jeg elsker personligt denne proces, for det er her, du bliver præsenteret for din mulige nye bedste ven i dit liv.
Hvis personalet på internatet mener, at de har et eller flere dyr, som passer til dig og dit liv, vil du blive præsenteret for disse. Det er forskelligt, hvordan internatet er indrettet, men ofte kan du sætte dig på hug eller i en stol og hilse på dyret. Hvis det er en kat, går kattene ofte rundt sammen i et stort rum, og her kan du fx tage noget legetøj og begynde at fange den kats opmærksomhed, som du vil møde. Det kan også være, at katten er meget nervøs og måske slet ikke kan lide andre katte og derfor sidder i sit bur, hvor du så kan møde den. Det er vigtigt, at du mærker en kemi med dyret, men hvis det ikke er tilfældet, er det helt normalt og okay. Så var det bare ikke denne dag, du fandt din nye bedste ven og familiemedlem. Du skal ikke gå på kompromis, bare fordi du har besluttet dig for at adoptere et dyr lige netop denne dag. Det bedste kommer nemlig til dem, der venter. 🙂
Min første kat Malou
Da jeg adopterede min første kat, Malou var jeg kun 18 år og netop flyttet hjemmefra. Jeg havde en skør forestilling om, at min kat bare skulle være orange, have langt hår og være på en bestemt måde. Det blev heldigvis skudt helt til jorden, da jeg mødte den sødeste lille nervøse hunkat, Malou. Malou sad sammenkrøbet i sit bur og kiggede nervøst på de besøgende. Hun var brunstribet med hvid og var ikke langhåret. Jeg følte, der var noget specielt omkring lige netop denne kat, og da jeg åbnede buret og langsomt stak min hånd hen til hende, blødte hun op og gned sig forsigtigt op af den. Lige præcis i det øjeblik forsvandt alle mine forestillinger om, hvordan katten skulle se ud og være, for her sad et levende væsen, der lige havde hilst på mig, og det selvom hun var meget nervøs.
Den helt rigtige kemi
Personalet fortalte mig, at Malou var en meget nervøs hunkat på 10 måneder, og at hun søgte et hjem hos en rolig person, der ikke festede eller havde for mange gæster. Jeg tænkte, at det var lige mig! Jeg er meget hjemme, fester ikke og nyder bare at have et par veninder på besøg af gangen. Malou gav mig lov til stille at løfte hende ud af buret, og da jeg holdt hende ind til mit bryst, begyndte hun at gnide sit hoved op ad min hage. Jeg blev så rørt, for her stod jeg med en kat, der var noget så nervøs og alligevel valgte at stole på mig og så endda så meget, at hun ligefrem nød at sidde hos mig. Det var præcis den kemi, jeg søgte, og derfor fik jeg lov til at adoptere lille Malou.
Jeg fremviste min tilladelse til at holde kat i min lejlighed, og da Malou var udekat, og jeg boede i stueetagen med en lille have, passede det perfekt, for så kunne hun komme udenfor, som hun var vant til og havde brug for. Jeg underskrev derefter adoptionspapirerne og købte en transportkasse, foder, kattegrus og legetøj med hjem, og sammen tog Malou og jeg hjem i den lift, jeg havde fået af mine forældre.
Det var virkelig en god oplevelse for mig og Malou, og vi havde et dejligt liv sammen.
Monty fra Kattens Værn
Ligeledes var det en god oplevelse for mig at finde min kattedreng Monty hos Kattens Værn i Brøndby. Her havde jeg søgt på Kattens Værns hjemmeside, og da jeg så billedet af Monty, blev jeg med det samme vild med ham. Han så så sød og speciel ud, at jeg var nødt til at møde ham. Allerede dagen efter tog min (nu ex) kæreste og jeg ud for at møde Monty. Vi var begge to klar til at adoptere en kat mere i vores liv (vi havde to i forvejen), men vi var også klar over, at der var en risiko for, at Monty slet ikke ville være interesseret i os, og at der ingen kemi ville være. Det var heldigvis ikke tilfældet, for i det øjeblik vi mødte Monty, skete der bare noget magisk. Det lyder måske fjollet for læseren, men det føltes som om, Monty bare havde ventet på os. Han var reddet fra en dyreværnssag med 19 andre katte, som alle sammen havde fundet et nyt hjem. Vi løftede Monty op, og han spandt og æltede poter, og så fik vi en lang snak med personalet omkring, hvad Monty havde brug for, og om vi kunne tilbyde ham det rette hjem. Det kunne vi heldigvis, og vi adopterede derefter vores lille kattedreng Monty.
2013 – Det første billede jeg tog af Monty på internatet Kattens Værn.
Der er generelt rigtig mange fordele ved at adoptere fra et internat, og der er sikkert endnu flere, end dem jeg i det følgende vil komme ind på.
Fordele ved at adoptere fra et internat
- Du hjælper et dyr i nød: Alle dyr, der lever på et internat, er i fare for at blive aflivet på grund af pladsmangel. Ved at adoptere skåner du et liv.
- Du redder ikke bare ét, men to dyr: Når du vælger at adoptere fra et internat, giver du plads til, at internatet kan redde endnu et dyr, og derfor hjælper du i realiteten to dyr!
- Du støtter økonomisk internatet, når du adopterer et dyr fra dem: De fleste internater er drevet udelukkende af private donationer, og derfor gør du en kæmpe forskel, når du vælger at adoptere fra et internat.
- Prisen for et dyr på et internat er ofte langt billigere end hos en privat: Regner man prisen ud for en kat med neutralisering (kastration/sterilisation), vaccination, øremærkning/chip, ormekur, loppekur og første sundhedstjek kan dette sagtens løbe op i over 3000 kr. hos en dyrlæge. Hos et internat ligger prisen typisk fra 500-1250kr. for adoption af en kat, hvor alt ovenstående er med i prisen. Det er derfor langt billigere at adoptere fra et internat.
- Du kan følge udviklingen af et nervøst dyr til et dyr i balance: Ofte ved man ikke ret meget om fortiden for dyret på et internat, og nogle gange viser dyret tegn på en mørk fortid, hvilket betyder, at der skal arbejdes med tillid i det nye hjem. Til gengæld vil man, som ejer, opleve hvor fantastisk og varm en følelse det er, at ens nye familiemedlem udfolder sig og viser sin personlighed i takt med, at tilliden begynder at blomstre, og det føler sig hjemme.
- Du støtter det store arbejde, internaterne yder, for at mindske aflivningerne af raske dyr og fremavlingen af flere dyr: Dette er et meget bredt emne, så jeg skal beskrive det kort. Internaterne kæmper for at få folk til at neutralisere (især katte), så antallet af hjemløse katte, der kommer ind på internaterne, mindskes. Desværre vælger mange, at deres dyr skal have unger, og når disse bliver gamle nok til at komme hjemmefra, kan ejeren ikke finde hjem til dem. Derfor ender de på internater. Der er også mange, der lader deres fertile hankatte løbe fri, og som så parrer sig med en hjemløs hunkat, som får et kuld killinger (eller tre kuld i løbet af sommeren). Disse killinger bliver måske fundet af en forbipassende, som indleverer dem på et internat. Det kan også være, at killingerne bliver voksne udenfor, hvor de lever et kummerligt liv og yngler endnu flere killinger. Og sådan vokser problemet. Når du adopterer fra et internat, er du med til at sætte en stopper for alle de uønskede killinger, da du ikke bare støtter internatet økonomisk, men også deres arbejde med at stoppe uønskede killinger, idet din nye pelsede ven er neutraliseret.
Der er helt sikkert mange flere fordele ved at adoptere fra et internat, men ligesom der er fordele, kan der også være udfordringer at tage stilling til, når man vælger at adoptere et dyr fra et internat.
Potentielle udfordringer ved at adoptere fra et internat
- Du kender ikke nødvendigvis dyrets historie: Dette behøver ikke betyde spor, men det kan have betydning i form af dyrets adfærd. Det kan være, du adopterer et dyr, der har en fortid med mishandling i dets tidligere hjem og derfor kræver meget tålmodighed og træning for at slippe af med traumer.
- Der kan være ventetid, før du finder det helt rette dyr: Da internaterne ikke fremavler dyr, kan du komme ud for at møde op på internatet og føle dig helt klar til at adoptere din nye bedste ven, for så at finde ud af, at der slet ikke er nogen dyr, der passer til dig. Dog kan du blive skrevet på venteliste til fx indekatte, en børnevenlig hund eller andet, så du bliver ringet op, så snart et af dine ønsker dukker op på internatet.
Det er egentlig de eneste to ulemper, jeg umiddelbart kan komme på, men det er stadig to vigtige ting at have in mente, når du adopterer et dyr fra et internat.
Jeg vil slutte dette blogpost af med min egen personlige mening omkring det at adoptere fra et internat. Det vil altid være min anbefaling, hvis nogen spørger. Jeg synes, det er så givende, og jeg elsker tanken om, at jeg redder to dyr, når jeg adopterer et.
Jeg håber, du er blevet klogere på det at adoptere fra et internat, og at det måske har hjulpet dig i din beslutning.
Kærlighed,
Mikala
