Hej venner!
I dette blogindlæg vil jeg komme ind på hvordan du kan aktivere en kat, som ikke gider at lege. Jeg er ikke dyrlæge eller uddannet indenfor noget med dyr, så dette er udelukkende egen viden og erfaring fra et liv med katte og hvis du er det mindste i tvivl, om hvorvidt din kat er syg, skal du altid kontakte en dyrlæge.
Mit navn er Mikala og jeg er kattemor til de to katte Monty og Molly, som begge er født med en kromosomfejl. I 2014 gik Monty ved et tilfælde viralt på nettet og jeg har sidenhen brugt deres berømthed på at sprede budskabet om at højne kattens status, så vi kan få en verden af glade katte.
Jeg har adopteret flere katte igennem mit liv, arbejdet på et internat og lavet en masse research, som jeg håber du kan få gavn af i dette blogindlæg.
Du kender måske det, at din kat har masser af legetøj, men hver gang du prøver at vifte med en pind, eller kaste en bold, glor katten bare på dig med udtryk som siger “Øh hvad havde du tænkt dig, at jeg skulle gøre med den??!”
Det blik har jeg fået ufattelig mange gange, og især af Monty! Han har nemlig været ret svær, at få til at lege, indtil jeg fandt ud af, hvad der tricker ham og får ham i gang.
Det handler i den grad om, at finde lige netop dét, der tricker din kats instinkt, for når katten leger, jager den i virkeligheden et bytte.
Inden jeg går i gang med at uddybe mere omkring forskellige typer af legetøj, vil jeg lige stille dig et spørgsmål. Leger du MED din kat, eller har du købt legetøj til din kat så den kan lege SELV?
Det kan måske lyde lidt hårdt og ligefrem, men nogle gange er det faktisk ikke legetøjet der er problemet, men fordi din kat gerne vil aktiveres af dig og lege SAMMEN med dig.
Jeg kan tydelig se en forskel på om Monty og Molly vil lege med et stykke legetøj alt afhængig af, hvordan jeg agerer med dem. Molly bliver fx helt fjollet, hvis jeg har et højere tone i min stemme end normalt og snakker med hende imens med entusiasme i stemmen.
Monty er døv, så det er lidt sværere at få ham i gang, men det kan lade sig gøre for mig, hvis jeg tænder hans jagtinstinkter ved langsomt at lade en snor forsvinde om bag noget. Han bliver helt tosset af det og er bare nødt til at jage snoren. Sådanne ting lærer man omkring sin kat, ved at lege MED den og ikke bare svinge en snor foran den, men simpelthen forsøge at give sig hen i legen og efterligne et bytte, der forsøger at stikke af. Altså ikke at du selv skal stikke af, men legetøjet du leger med. 😉
Typer af legetøj
Der er rigtig mange forskellige typer af legetøj, og jeg har valgt at dele dem op i to kategorier: “Legetøj hvor katten bruger kroppen” og “Legetøj hvor katten skal løse en opgave”.
Nogle katte kan lide at jage et bytte rundt i hurtig fart, mens andre foretrækker at ligge på lur længe inden der angribes og andre kan lide at snuse sig frem til byttet/maden.
Derfor handler det simpelthen om, at du skal prøve af, hvilken type af leg/jagt din kat foretrækker, og derefter hvilket legetøj der vækker jagtinstinktet mest.
Legetøj hvor katten bruger kroppen:
- Bolde
- Snore på pind
- Fjer
- Kradselegetøj
- Catnip
- Huler, tunneller, papkasser
Legetøj hvor katten skal løse en opgave:
- Bolde katten skal skubbe til, for at maden kommer ud
- Legetøj hvor katten skal “fiske” med poten eller åbne noget op, for at få maden
Molly er meget drevet af mad, så hun ville elske at løse en opgave for at komme frem til maden, men da Monty er på en særlig diet og ikke må få tørkost eller godbidder, har jeg fundet en masse andre måder at aktivere Molly på. Hun elsker fart, og da hun kun er knap 4 år, er hun stadig meget aktiv og legesyg. Noget af hendes yndlingslegetøj er blandt andet alt med fjer, hoppebolde og huler, tunneller og papkasser.
Monty elsker alt hvad der hedder snore! Han er sådan set ligeglad med bolde, legetøjsmus og fjer. Han vil bare gerne jage en snor og allerhelst på en overflade, hvor han kan få godt fat og sætte af. Han skøjter lidt rundt på vores glatte gulv i stuen, så jeg har mindre tæpper rundt omkring, hvor jeg leger med ham, så han kan få fat og ikke falder på det glatte gulv.
Både Monty og Molly elsker catnip! På dansk kalder man det også katteurt. Catnip er en urt som vækker et eller andet fjollet i nogle katte, så når de dufter til det, bliver de fjollede. Nogle mennesker siger ligefrem, at kattene bliver høje af urten. Det er dog min erfaring, at dette er overdrevet, da både Monty og Molly ikke virker påvirkede af catnippen efter et par minutter. De fjoller rundt, ruller i sig i det og får duften på sig.
Det er ikke alle katte som bliver påvirket af catnip og der er forskellige typer af urten, så du kan prøve dig frem og se om din kat kan lide det.
Da Monty har diagnosen epilepsi, giver jeg ham ikke en særlig stærk catnip, da jeg før har hørt, at en meget stærk catnip kan påvirke og ligefrem fremprovokere anfald. Jeg har ikke nogen links til artikler der understøtter dette, men jeg vil alligevel nævne det, hvis du skulle have en kat med epilepsi.
Både Monty og Molly er meget glad for de små puder, der indeholder catnip, samt større bløde ting de kan ligge og bokse med.
Skal jeg bruge hele dagen på leg?
Katten er sådan indrettet, at den ude i naturen ligger på lur efter sit bytte. Når den har ligget og overvejet længe, eller sneget sig langt nok ind på byttet, angriber den og jager i meget kort tid. Derfor har katte ofte kun energi til at lege i 10 minutters tid ad gangen. Dette varierer selvfølgelig afhængig af kattens personlighed og energiniveau og hvis katten er killing, er den formentlig altid klar til at lege.
Derfor behøver du faktisk ikke at aktivere din voksne kat mere end 10 minutter ad gangen, når vi taler aktiv leg med kroppen.
Både Monty og Molly leger aktivt i ca 10 minutter ad gangen og så gider de ikke mere og tager gerne en lur. Molly er hurtigere klar til at lege igen end Monty er, men det er naturligt, da Monty er 10 år og Molly kun er knapt 4 år og derfor har mere energi. Hvis Molly selv kunne vælge, hvor mange gange om dagen vi skulle lege, ville hun nok vælge 20 gange, hvor Monty nøjes med 3 gange. Monty er især aktiv og vågen om natten og vil lege, hvor Molly sover meget mere om natten end om dagen.
Hvad tid på døgnet din kat helst foretrækker at sove, betyder også meget for, hvornår den helst vil lege og har brug for at blive aktiveret.
Aktivering inden sengetid er fantastisk!
Har du prøvet at blive vækket af din kat midt om natten, fordi den ville lege? Eller har du prøvet, at ligeså snart du går i seng og slukker lyset, vågner din kat og vil lege? Dette oplever jeg især med Monty. Derfor aktiverer jeg ham gerne 10 minutter lige inden sengetid. Det er utrolig effektivt, fordi han bliver så træt af det og lægger sig til at sove eller hvile bagefter og så kan jeg falde i søvn.
Hvis du har en kat som er meget aktiv om natten, så prøv følgende:
- Aktivér din kat 10 minutter lige inden du går i seng. Det skal være sådan, at din kat er helt flad og ikke gider mere.
- Planlæg efter at den skal have et hovedmåltid mad lige inden du går i seng. Det skal helst være samme tidspunkt hver dag, da katten ellers vil gå sulten og vente på måltidet. Efter et hovedmåltid er katten naturligt træt og vil ligge og vaske sig lang tid efter.
- Læg små foderpiller rundt omkring i hjemmet lige inden sengetid. Så vil du opleve, at din kat går på jagt efter maden og aktiverer sig selv en rum tid, efter du er gået i seng.
Dette skal du være opmærksom på
Når du leger med din kat, skal du observere og sikre dig, at din kat ikke kommer til skade. Dette lyder formentlig banalt, men jeg har lyst til at understrege det alligevel, da leg med fx snore, kan være farligt. Katten kan være fjollet, rulle rundt i snoren, hvorefter den kan forsøge at løbe væk, stadig med snoren viklet rundt om sig. Sådanne situationer skal du være opmærksom på og hvis du føler dig utryg, kan du altid ligge legetøj som snore og mindre dele væk, når du ikke leger med katten. Nogle katte har også tendens til at bide i ting og dette kan være farligt, hvis de f.eks. kommer til at sluge en mindre del. Derfor skal du være opmærksom på dette. Jeg ryster altid på hovedet, når jeg ser bedårende billeder af killinger der ligger og leger med et garnnøgle.
Dette ser måske sødt ud, men det er potentielt livsfarligt. Hvis katten sluger snoren og har afføring og snoren ikke er kommet helt med ud, men der stadig hænger tråd ud fra enden, skal du omgående søge dyrlæge. Du må aldrig nogensinde forsøge at hive snoren ud selv. Dette kan resultere i, at snoren får skåret tarmene op og dette er livsfarligt for katten. Så garnnøgler og katte hører ikke sammen. Hvis du er det mindste i tvivl om din kat kan finde på at spise en snor eller andet, så fjern det, når i ikke leger sammen og du kan holde øje.
Når alt dette er sagt, vil jeg ønske dig rigtig god leg med din kat og jeg ved bare, at din kat vil blive rigtig glad for at lege sammen med dig.
Jeg håber du kunne bruge dette blogindlæg og lad mig endelig høre, hvad du kunne tænke dig, at jeg tog fat i næste gang!
Kærlighed og bløde potedask fra
Monty, Molly og Mikala.