Neutraliser din kat før det er for sent

Katte har det bedst, når de har en ejer, som tager sig kærligt af dem. Derfor er det en rigtig god idé som katteejer at lade sin kat neutralisere. Læs her, hvilke fordele, det giver dig som katteejer.

Sommeren er over os, og det er på denne tid, at det myldrer frem med små, nuttede, pjuskede kattekillinger, som vi slet ikke kan stå for, men alt for mange af disse killinger bliver født uden, at der er en familie klar til at tage sig af dem.

Som katteejer har du derfor et stort ansvar for at mindske antallet af nyfødte, herreløse katte ved at lade din egen kat neutralisere.

Katten er ikke skabt til at leve vildt

De mange herreløse katte lever ikke et trygt og værdigt katteliv. Katte er ikke skabt til at leve vildt i den danske natur. Er du katteejer, anbefaler vi derfor, at din egen kat er neutraliseret, så din kat ikke er med til at sætte flere vilde katte i verden, som skal leve et hårdt og uværdigt liv i den vilde natur.

Sommeren er højtid for de vilde, herreløse katte

I mange sommerhusområder vil du ofte som sommerhusgæst opleve, at der strejfer herreløse katte rundt, da mange gæster ofte fodrer kattene under deres ophold.

Det betyder, at hvis du medbringer din egen kat som ikke er neutraliseret, og som frit færdes frit i sommerhusområdet, er der også en stor risiko for, at din kat kaster sin kærlighed på én eller flere af de vilde katte. Det kan betyde, at din kat pludselig bidrager til flere kuld killinger, som efterlades uden et trygt hjem at vokse op i.

Fordele ved neutralisering af din kat

Der er mange fordele ved, at du lader din kat neutralisere ved dyrlægen:

  • Du nedbringer antallet af herreløse og vilde katte, som vokser op uden et kærligt hjem.
  • Din kat lever længere, hvis den er neutraliseret, viser flere studier.
  • Din kat bliver langt mere kælen og rolig, da neutralisering resulterer i en stærkere tilknytning til ejeren.
  • Du sparer dyrlægeregninger, da mange neutraliserede katte ikke har så travlt med at forsvare deres territorium
  • Din kat bliver nemmere at leve med, da neutraliserede katte ikke strinter med ildelugtende urin eller larmer, når de er i løbetid
  • Din kat vil strejfe mindre, hvis den er neutraliseret
  • Din kat har langt mindre risiko for at få FIV (katte-aids), da den derved ikke parrer sig eller slås lige så hyppigt som fertile katte.
  • Risikoen for kræft ses langt sjældnere hos neutraliseret katte.
  • Har du flere dyr, vil en neutraliseret kat være langt mere harmonisk i flokken.

Hvornår skal jeg lade min kat neutralisere?

Det anbefales at lade din kat neutralisere hos dyrlægen, når den er 4-6 måneder gammel. Du kan i samme omgang få chippet eller øremærket din kat, så den er genkendelig, hvis den skulle løbe væk.

Vidste du?

Hunkatten kommer i løbetid allerede 4-6 uger efter kuldet er født. Én hunkat kan derfor nå op til 4 kuld killinger om året. I et kuld fødes oftest 4-6 killinger – det vil altså sige, at én kat kan få mere end 20 katte om året.

Hvad er neutralisering?

Neutralisering af kat betyder, at dyrlægen foretager et lille operativt indgreb, mens din kat er i fuld narkose. Ved indgrebet fjernes kattens kønsdrift, og din kat vil hurtigt komme sig over det lille indgreb.

Dit ansvar som katteejer

Som dyreejer har du derfor et stort ansvar for, at din egen kat ikke bidrager til, at der fødes flere vilde katte. Rådfør dig med din dyrlæge, hvis du ønsker at din kat bliver neutraliseret.

Boehringer Ingelheim Animal Health Nordics | Weidekampsgade 14 | DK-2300 København S | Data Privacy